Fra artiklens indledning:
»Den narrative vending i psykoanalytisk tænkning har sit udspring i poststrukturalismen og den dekonstruktive kritik. I stedet for at gå ud fra, at psykoanalysens sprog er transparent og referentielt, sætter poststrukturalismen og dekonstruktivismen fokus på selve den psykoanalytiske diskurs. Opmærksomheden forskydes fra det, |
|
teksten handler om, til tekstsen selv. Man kan sige, at den narrative vending tog sin begyndelse i det øjeblik, litteraturkritikerne begyndte at læse Freud som tekst i stedet for bare at læse tekster ved hjælp af Freud. Hvad de opdagede var nemlig, at den psykoanalytiske og den litterære diskurs har en hel del til fælles – afhængigheden af figurativt sprog og narrative strukturer for eksempel.« |