Artiklen er på 40 sider og findes i K&K 107 Manifester.
I sin artikel »Manifester og offentligheder. En afsøgning af moderniteten« viser Janet Lyon, hvorledes manifestformen både er en frigørende genre, som gør det muligt for de ekskluderede at hæve deres stemme og gøre deres krav gældende, og en stærkt kodificeret genre, der skaber oppositioner og gør det muligt at fremhæve bestemte positioner på bekostning af andre. Med udgangspunkt i traktater og manifester forfattet af |
|
Diggers, Tristan Tzaras dadamanifest fra 1917 og »Dyke Manifesto« fra 1992 argumenterer Lyon, at manifestets mulighedsbetingelse er fremkomsten af forestillingen om et ‘universelt’ subjekt med universelle rettigheder. Manifestet opstod som en offentlig genre, der udfordrede eller forsøgte at indfri de antagelser, der understøttede dette nye subjekt.
|