Artiklen er på 23 sider og findes i K&K 96 Metonymi.
Fra artiklens indledning:
»Ligheden mellem Poul Møllers tanker og Søren Kierkegaards afhandling Om Begrebet Ironi – med stadigt Hensyn til Socrates fra 1841 er således iøjnefaldende. Både Møller og Kierkegaard undersøger ironien i en historisk kontekst, og begge kritiserer dens ensidige dyrkelse af subjektiviteten, som den navnlig kommer til udtryk i den tyske idealisme.Men hvor Kierkegaard ser ironiens subjektivitet som en linær historisk bevægelse – fra Sokrates og frem til romantikerne – ser Poul Møller filosofien som en vekslen mellem fornuften på den ene side og det subjektive begær på den anden. Hertil |
|
kommer, at Kierkegaards ærinde hovedsageligt er af religiøs karakter, mens Poul Møller i »Om Begrebet Ironie« forholder sig moralsk til ironien. Selv om Poul Møller i »Om Begrebet Ironie« hovedsageligt forholder sig moralsk til ironien, medtager han i udødelighedsafhandlingen også et religiøst aspekt i sin kritik af tysk idealisme. I denne afhandling understreges det bl.a., at en sygelig fiksering på subjektiviteten, som i Schlegels Lucinde, umuliggør troen på en guddom, der ikke er identisk med selvet, hvorfor den religiøse forestilling om udødelighed falder bort.«
|