Artiklen er på 2 sider og findes i K&K 94 Litterær karakterologi.
Uddrag fra forordet:
»Den litterære karakter har i mange år levet en forholdsvis hjemløs tilværelse, når det gælder litteraturteoretiske overvejelser. Begrebet forbindes ofte med en for længst forladt læsestrategi, der interesserede sig for Det Store Menneske, og hvor litteraturens eksistensberettigelse ækvivalerede dens evne til at danne psykologisk overbevisende og komplekse fiktive personer. Fiktionsprosa blev ikke mindst vurderet ud fra en evaluering af digterens skikkelsesdannende kapacitet.
Op igennem det 20. århundrede vokser familien af karakterer som ikke passer til normen dog markant. Fokus forskydes fra individet mod kollektivet; fra den enkeltes psykologi mod dybdepsykologien; fra bevidstheden mod det ubevidste og fra mennesket som skabende og i sig selv beroende individ |
|
til mennesket som determineret af andre, ydre faktorer. Den nye forståelse af mennesket følges op af litteraturteoretiske paradigmeskift. Narratologiens interesse i tværtekstuelle, generelle forhold, forskyder fokus fra det individuelle, og sat på spidsen kan man hævde, at hvor strukturalismen gav ramme for indgående studier af litterære forhold som forløb, tematik, udsigelse mv., så påkaldte tekstens ‘personer’ (dvs. de figurer, der bærer tekstens forløb, der levendegør tekstens tematik og agerer i tekstens overfladestruktur) sig aldrig samme opmærksomhed.
Det er denne interesse, vi med dette nummer af K&K søger at rejse, og vi har derfor bedt en række forskere med forskellig faglig referenceramme konfrontere sig med problemet.«
|