Artiklen er på 25 sider og findes i K&K 93 Efter postmodernismen.
Artiklen tager udgangspunkt i to filmscener, der ses »som udtryk for en kunstnerisk bestræbelse med virkelighedens materiale i en række nyere film eller en holdning i en række nyere film til sig selv og de levende billeder som repræsentationssystemer i det hele taget. Det er film, der på forskellig vis gør opmærksom på sigselv som »realisme«, og som næsten bestiller en forståelse af sig selv som film, der gengiver virkeligheden realistisk. Det er samtidig film, der ikke formulerer en |
|
sammenhængende og autoritativ opfattelse af virkeligheden, men snarere på forskellig vis bevidst er konfuse, uden overblik og faste bud på betydningsmæssige sammenhænge og narrative hierarkier. Som i diskussionerne om modernismen er den nutidige filmiske realisme et spørgsmål om stil, om hvilke former vi som læsere/lyttere/seere – i sidste ende – godtager som former, der rammer os og giver adgang til en fornemmelse af realiteten.«
|