Artiklen er på 30 sider og findes i K&K 92 Litteratur & Historie.
Uddrag fra indledningen:
»Denne artikel analyserer en enkelt scene i Liberata, 18 strofer, der fremstiller Satan og hans djævle. Ikke desto mindre er både værkets forhold til det klassiske epos og dets mange litterære nybrud centrale omdrejningspunkter. Samtidig knytter analysen an til to mere overordnede, teoretiske diskussioner. Dels viser det sig nemlig, at Liberata sætter spørgsmålstegn ved de måder, man fra |
|
den tyske idealisme og – med visse undtagelser – frem til i dag har forstået og gjort brug af de litterære genrebegreber. Og dels viser det sig, at man kun dårligt kan læse Liberatas litterære nybrud som en parallel til forandringerne i senrenæssancens kulturelle og politiske horisont. Værkets mange fornyelser viser i en vis forstand, at litteratur og historie ikke restløst går op i hinanden.«
|