Artiklen er på 14 sider og findes i K&K 92 Litteratur & Historie.
Artiklens indledning:
»Litteraturhistorien synes at være litteraturvidenskabens smertensbarn. Fra den russiske formalisme til den franske strukturalistiske semiologi, fra Oskar Walzel til Emil Staiger, fra Nykritikken til dekonstruktionen har en stor del af det tyvende århundredes litteraturvidenskab været beskæftiget med former for immanent værkanalyse, som næsten uden undtagelse har haft afsæt i en kritik af litteraturhistorisk positivisme og kontekstualisering à la Lanson. De historiserende reaktioner på de immanente analyser – receptionshistorie, minoritetslitteraturhistorier, Frankfurter-historiefilosofi, New Historicism – har ikke bidraget meget til afklaringen af litteraturhistoriens epistemologiske problemer; eksempelvis kan man med |
|
David Perkins sige, at »historierne om regioners, sociale klassers, kvinders, etniske gruppers osv. litteraturer har samme funktioner som det nittende århundredes nationale litteraturhistorier«, hvilket ikke synes at indebære epistemologiske fremskridt. Og den såkaldte New Historicism ligner mest af alt genopfindelsen af en forbavsende gammeldags hermeneutik, trods dens poststrukturalistiske unoder i form af f.eks. metaforisk argumentation.
Alt dette har naturligvis ikke forhindret mængder af glimrende litteraturhistorie i at blive skrevet, udgivet og læst; og man kan med rette spørge sig om ikke det ville være bedre at praktisere litteraturhistorieskrivning end at teoretisere over den.«
|