Artiklen er på 5 sider og findes i K&K 88 Feminisme og litteraturvidenskab.
Uddrag fra forordet:
»Den i 1970erne genopvakte feminisme viste hurtigt sit potentiale for at åbne nye forskningsemner og udvikle nye teorier inden for flere fag og i særdeleshed litteraturvidenskab. Påvisningen af, at de faglige synsvinkler ikke havde nogen kønsdimension, og at kvindernes litteratur ikke var blevet ordentlig undersøgt, resulterede i løbet af få år i et stort antal udgivelser og synlige ændringer i fagets stofområder og selvforståelse.
Denne succes skabte grobund for ekspansion til nye forskningsområder, men efterhånden som feminismens tværfaglige synsfelt skulle gøres anvendeligt inden for mange forskellige fagdiscipliner, blev skrøbeligheden i dens teoretiske grundlag tydelig. Feminisme er kvindernes opgør med patriarkatet, men |
|
‘en kvinde’ er noget meget forskelligt inden for de forskellige fag. Samtidig ændredes humanioras teoretiske klima i poststrukturalistisk retning, hvilket yderligere undergravede de forestillinger om en personlig og politisk kvindeidentitet, som feminismen hidtil ret ureflekteret havde bygget på.
De filosofiske problemer, som denne udvikling rejste, har 1990ernes feminisme været stærkt optaget at diskutere, og det har svækket det fagorienterede arbejde. Inden for litteraturvidenskaben er interessen for at anvende en feministisk synsvinkel og læse kvinders litteratur aftaget. Man kan spore en vis afventende holdning til, at afklaringen af nøglebegrebernes status tilendebringes.«
|