Orfeus er symbolet på digteren, der foretrækker kunsten for livet, selv når han kun har hovedet tilbage. Denne kunstnermyte har Klaus Theweleit genfundet som imaginære forestillinger i Gottfried Benn breve og som strukturerende
princip i hans liv; digteren afgav selv sine koner til dødsriget for at bevare produktiviteten.
Søren Schou, Lis Møller, Lone Malmborg og Michael Ringbo nærlæser tekster af Orfeus' efterfølgere: Coleridge, Wordsworth, Dickinson og Nordbrandt, og de finder |
|
både traditionens lange linier: Coleridge foregriber f.eks. nykritikkens
poetik med sit imaginationsbegreb, og dens brudflader: både Wordsworth og Dickinson bruger 'grænsen' som tekstlig figur, men hver på deres måde således at der sættes skel mellem romantikken og modernismen.
Nummeret afrundes med første del af Jens F. Jensens undersøgelse af postmodernismens tidligste fremstød på dansk grund i 60'er-tidsskrifterne ta' og Mak.
|