Artiklen er på 15 sider og findes i K&K 90 Rum og sted.
Uddrag fra artiklens indledning:
»Her, der, og alle vegne. Således er rummet, vi er placerede i det og det omgiver os altid. Med Aristoteles kunne man sige, at alle ved rummet er, men hvad det er, det er straks mere kompliceret, og har siden antikken været emne for diskussion. Platon antog rummet for at være et slags oprindeligt stof, chora, hvilket omgiver alting og som formes af Demiurgen, verdenskaberen, som selv er uden for tid og rum. I Aristoteles’ fortolkning og kritik af Platons Timaeus i Fysikken bliver dette til en beholder, og her er rummet ikke længere kun en altomfattende kategori med uendelig udstrækning, det bliver i højere grad topografisk bestemt. Der sker altså |
|
en bevægelse fra det infinitte til det finitte rum – rum bliver til sted, kosmos bliver til topos. En lang idéhistorie følger Aristoteles’ behandling af rummet og stedet, hvor sidstnævnte fortoner sig. Gennem middelalderen (Bruno og Patrizi) over 1600-tallet (Descartes og Newton) og frem til 1700-tallet og Kant er det isotrope og infinitte rum det centrale – og stedet opløses så at sige i rummet. Mit ærinde er dog hverken dette filosofiens eller matematikkens og fysikkens rum, og heller ikke stedet som en simpel del af et kosmologisk rum, men snarere et (op)levet fænomenologisk rum, der både dækker virkelige og imaginære steder.«
|