Artiklen er på 26 sider og findes i K&K 90 Rum og sted.
Uddrag fra artiklens indledning:
»I det 18. og 19. århundredes filosofiske æstetik skelnes der typisk mellem de kunstarter, som er knyttet til rummet, og dem, der snarere har med tiden at gøre. De temporale kunstarter fremstiller begivenheder, der følger efter hinanden i tid, mens de spatiale kunstarter omvendt gengiver det, som eksisterer side om side i rummet; til den første gruppe hører musikken og litteraturen, mens maleriet og skulpturen udgør grundstammen i den anden.
Denne distinktion, hvis klassiske formulering findes i Lessings Laokoon , har noget uimodsigeligt over sig; det er uden tvivl allerede indeholdt i den måde, hvorpå vi definerer de enkelte kunstarter, at de enten udfolder sig i tid eller i rum. Men hvis distinktionen ikke kan anfægtes |
|
inden for rammerne af de definitioner, de enkelte kunstarter traditionelt har været underlagt, så kan disse definitioner til gengæld selv gøres til genstand for kritik. En sådan metakritik har typisk udspillet sig inden for kunsten selv, hvor det nærmest har antaget karakter af en naturlov, at enhver grænsedragning øjeblikkelig fremprovokerer forsøget på at overskride den.
[…]
Den amerikanske forfatter Nicholson Baker (f. 1957) er en af øjeblikkets mest originale arvtagere, ikke alene til avantgardelitteraturen, men til hele den strømning, der er kendetegnet ved sin kredsen omkring de definitioner og bestemmelser, som kunsten og litteraturen er underlagt.«
|