 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
||
|
- Om Tidsskriftet K&K - K&K 1-108 |
||
 Artikel
|
||
»Værket og det sociale rums stemmer. En analyse af forholdet mellem musikken, fornuften og det sociale rum i Diderots Le neveu de Rameau« |
||
Anne Fastrup |
||
| Artiklen er på 17 sider og findes i K&K 90 Rum og sted. Uddrag fra artiklens begyndelse: »Et sted i Kritik der Urteilskraft anstiller Kant en sammenligning mellem de skønne kunster ud fra to kriterier: For det første ud fra spørgsmålet om den grad af pirring og sindsbevægelse, som de hensætter sindet i, for det andet ud fra et kriterie, der angår de respektive kunstarters evne til at stimulere subjektets tænkning og kultur. Digtekunsten tilkendes en førsteplads på begge områder, og tonekunsten en andenplads i henseende til at sætte sindet i bevægelse, men en tredjeplads hvad angår denne kunstarts evne til at anspore tænkningen. I modsætning til både digte- og billedkunsten taler tonekunsten nemlig alene gennem fornemmelser og affekter, uden begreber – den er et rent fornemmelses- eller affektsprog hedder det – hvorved den ikke lader noget blive tilbage til eftertanken, således som de to andre kunstarter gør. Tonekunsten er altså ren nydelse, og sætter den endelig et tankespil i gang, er der blot tale om virkningen af en ren mekanisk association mellem lyden og en vag idé, som for sin del hverken |
har karakter af en bestemt tanke eller kan opsummeres under et begreb. På den baggrund kan Kant konkludere, at tonekunsten ikke udvider vore åndsevner ligesom både billed- og digtekunsten gør, for så vidt disse kunstarter tillader et samarbejde mellem indbildningskraftens former, begreberne og fornemmelserne. Musikken kan primært fornøje og hensætte subjektet i en livlighed af ren kropslig art. […] Få år før Kant skriver Kritik der Urteilskraft rejser Diderot mere eller mindre præcis de samme spørgsmål om forholdet mellem musikken, kroppen og forstanden, jeg’ets enhed og det sociale rum, som lader sig fremlæse af Kants senere overvejelser. Men denne filosof er ikke så sikker i sin afvisning af musikken som den tyske Oplysningsfilosof er, ja faktisk afviser han slet ikke denne kunstart, omend hans refleksioner over musikken præges af en sigende ambivalens.« |
|
