Artiklen er på 18 sider og findes i K&K 85 Modernisme.
Uddrag fra artiklens indledning:
»Louis-Ferdinand Céline er fortrinsvis kendt for to ting. For det første har han om nogen været den, der i sin debutroman Rejse til nattens ende for alvor introducerede talesproget i den moderne litteratur. For det andet er han uheldigvis også kendt som en af antisemitismens ivrigste fortalere. På alle måder har han meget lidt tilfælles med tyvernes og tredivernes store franske mester Marcel Proust. Man skulle derfor umiddelbart tro, Céline slet ikke havde lyst til at beskæftige sig med Proust. |
|
Proust, der ud over at være jøde, er selve indbegrebet af alt det, han tager afstand fra. Céline er den ukorrekte antisemit, udskuddet, hvis litteratur er »fyldt med fornærmende, trivielle, grove og utålelige udtryk.« Proust er jøden og den kanoniserede, anerkendte forfatter. Hvorfor bruger Céline så megen energi på at harcelere over Marcel Proust? Måske er det i hele det komplekse forhold til Proust, man må søge, hvis man vil nå til en dybere forståelse af Céline.«
|