Artiklen er på 22 sider og findes i K&K 86 Bachtin.
Uddrag af artiklen:
»Det er blevet moderne at afsløre modstridende stemmer hos flerstemmighedens teoretiker Michail Bachtin. Det er unægteligt en nærliggende metaoperation. Og allerede under den første vestlige Bachtin-reception i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne1 stod det klart for de fleste, at der dels var forskellige modstridende tendenser i den omarbejdede Dostojevskij-bog, dels tydelige forskelle i stil som i indhold mellem denne bog som helhed og Rabelais-bogen. Med den anden Bachtin-reception i begyndelsen af 1980’erne og den tredje fra omkring 1990 er det blevet stadigt klarere, at mangfoldigheden – mængden og arten af modsætninger – i Bachtins værk er meget større end tidligere antaget. Ikke mindst fordi flere nye faser blev tilgængelige. Den anden reception introducerede og fokuserede på de romanteoretiske essays mellem |
|
førsteudgaverne af Dostojevskij- og Rabelais-bøgerne. I den tredje reception kom (mindst) to nye faser i forgrunden: – de filosofiske og litteraturteoretiske ungdomsværker fra 1919 og frem til Dostojevskij-bogen i 1929; – de sprogteoretiske og filosofiske alderdomsværker fra lige før og især tiåret efter omarbejdelsen af de to store monografier. Hermed er det blevet umuligt at overse de indre modsætninger. Samtidig er der blevet bedre baggrund for på en ny måde og et trinhøjere niveau at se en sammenhæng. Den igangværende fjerde reception med udgivelsen af de samlede værker på russisk og det forventelige væld af oversættelser (hvortil Nina Møller Andersen bidrager i dette K&K-nummer) vil utvivlsomt nuancere billedet betydeligt, men næppe ændre det afgørende med tilkomsten af nye faser o.l.«
|