Artiklen er på 7 sider og findes i K&K 86 Bachtin.
Uddrag fra artiklen:
»Retorikken, i kraft af sin løgnagtighed, stræber efter at fremkalde angst eller håb. Det hører til det retoriske ords væsen (disse affekter understreges også i den antikke retorik). Kunsten (den autentiske) og erkendelsen stræber derimod efter at frigøre disse følelser. På forskellige planer forsøger henholdsvis tragedien og latteren at frigøre fra disse.
Sammensmeltningen af lovprisning og udskælden som den højeste |
|
kunstneriske objektivitet (helhedens stemme).
Kulten omkring den afdødes indlemmelse i forsamlingen af aner, beskrevet af Polybius. Den episke forms tid og rum involverer sig i det forgangne, hvor værdicenteret bliver placeret.
Eposet griber ind i den episke fortids fjerne perspektiv med værdiens hele fylde; ud fra eposets synsvinkel kan enhver fremtid (efterkommere, samtidige) kun være en forarmelse.«
|