Artiklen er på 18 sider og findes i K&K 88 Feminisme og litteraturvidenskab.
Fra artiklens indledning:
»Er poetiske skrifter og ritualer kønsbestemte, og hvordan er kønspræget i så fald opstået?2 Hvis drenge og piger bliver voksne gennem kulturelle tilpasningsprocesser, som fremtvinger den seksuelle forskel, således som psykoanalytiske tænkere fra Sigmund Freud til Nancy Chodorow har hævdet, repræsenterer mandlige og kvindelige digtere så æstetisk oprindelse på måder, som også understreger forskel? Og styrker forskellige mandlige og kvindelige former for (poetisk) identitet som en konsekvens heraf forskellige følelser for afslutningen af en kunstners karriere – |
|
altså forskellige visioner om den personlige eller æstetiske tilintetgørelse sammen med forskellige former for sorg, forskellige sørgeceremonier?
Disse spørgsmål vil jeg her gerne overveje, idet jeg så at sige begynder bagfra: jeg vil begynde med at betragte de måder, hvorpå Walt Whitman og Emily Dickinson, to radikalt nyskabende kunstnere, der længe er blevet defineret som »faderen« og »moderen« til moderne amerikanske vers, behandlede det traditionelle problem (og traditionens problem), som den uafviselige sorg over en anden stillede.«
|