| Artiklen er på 20 sider og findes i Æstetik og logik.
 
 Hvad er viden, videnskab og sansning? Selve det at tænke viden i 
inden for bestemte systematikker synes konstant siden antikken, omend indholdet i 
systematikkerne kan skifte. Der synes i det 18. og 19. århundrede at foregå visse brud, der 
antyder en omfattende diskontinuitet. Den er forbundet med 
diskussionen om den modernitet, der da udvikler sig. Men, argumenterer 
artiklen videre, der er også tale om kontinuitet. Spørgsmålet er, om der 
ikke i det 20. århundrede sker en nysystematisering, der gør det 
forudgående brud mindre absolut. Artiklens forfatter er af den 
opfattelse, at 1700-tallet er et væsentligt sted for en undersøgelse af disse 
spørgsmål og dette århundredets diskussioner om viden 
og æstetik skitseres.
 
 Artiklen er således også en undersøgelse af kunstbegrebet i antikken,
 |  | 
 
 middelalderen og renæssancen. Den leder frem til, at Kant havde en 
umådelig betydning for udviklingen af de enkelte kunstvidenskaber. Men 
samtidig er det Kant, der lukker det 18. århundredes diskussioner om 
æstetikken som en videnskab. Kunstens relation til videnskaben bliver brudt 
hos Kant. Æstetikken kan iflg. Kant ikke danne grundlag for en 
videnskab, da en undersøgelse af dens objekt ikke kan føre til kriterier 
for dens udsagn. Hvor Baumgarten kunne stille spørgsmålet, om æstetikken 
var en kunst eller en videnskab, er ingen af delene mulige hos Kant. Den 
kunstneriske aktivitet frembringer et skønt skin, der befinder sig 
hinsides forstandens område og den realitet, som forstandens begreber 
konstituerer. Det indebærer, at den skønne kunst må give afkald på 
planmæssigt at indvirke på denne realitet.
 |