Artiklen er på 20 sider og findes i Æstetik og logik.
Hvad er viden, videnskab og sansning? Selve det at tænke viden i
inden for bestemte systematikker synes konstant siden antikken, omend indholdet i
systematikkerne kan skifte. Der synes i det 18. og 19. århundrede at foregå visse brud, der
antyder en omfattende diskontinuitet. Den er forbundet med
diskussionen om den modernitet, der da udvikler sig. Men, argumenterer
artiklen videre, der er også tale om kontinuitet. Spørgsmålet er, om der
ikke i det 20. århundrede sker en nysystematisering, der gør det
forudgående brud mindre absolut. Artiklens forfatter er af den
opfattelse, at 1700-tallet er et væsentligt sted for en undersøgelse af disse
spørgsmål og dette århundredets diskussioner om viden
og æstetik skitseres.
Artiklen er således også en undersøgelse af kunstbegrebet i antikken, |
|
middelalderen og renæssancen. Den leder frem til, at Kant havde en
umådelig betydning for udviklingen af de enkelte kunstvidenskaber. Men
samtidig er det Kant, der lukker det 18. århundredes diskussioner om
æstetikken som en videnskab. Kunstens relation til videnskaben bliver brudt
hos Kant. Æstetikken kan iflg. Kant ikke danne grundlag for en
videnskab, da en undersøgelse af dens objekt ikke kan føre til kriterier
for dens udsagn. Hvor Baumgarten kunne stille spørgsmålet, om æstetikken
var en kunst eller en videnskab, er ingen af delene mulige hos Kant. Den
kunstneriske aktivitet frembringer et skønt skin, der befinder sig
hinsides forstandens område og den realitet, som forstandens begreber
konstituerer. Det indebærer, at den skønne kunst må give afkald på
planmæssigt at indvirke på denne realitet.
|