Efter en beskrivelse af forestillingen om det harmoniske menneske i antikken, renaissancen og den tyske klassik, kommer Lukács frem til kapitalismens epoke:
»Den allerede udviklede kapitalismes store realister – af typen Balzac – må som sandfærdige gestaltere af virkeligheden helt og holdent afstå fra at |
|
fremstille det skønne liv og menneskelig harmoni. Hvis de vil forblive store realister kan de kun gestalte det disharmoniske og splittede liv, det liv, som ubarmhjertigt knuser alt stort og skønt hos mennesket ...«
Artiklen er en elektronisk version af artikel i Georg Lukács: Essays om realisme, bd. 2, Medusa 1978.
|