Fra artiklens indledning:
»For Peter Seeberg var det en udtalt bestræbelse at komme så langt væk fra myten som muligt. Myten var for ham indbegrebet af de sproglige former, der spilder den halve verden på gulvet, mens de lyver om resten, og fra romanen Hyrder (1970) og hen gennem resten af forfatterskabet øver han en sprog- og videnskritik, der viser hans nære slægtskab med Nietzsche, Wittgenstein og Derrida, men som også rummer hele Bachtins forsonende overgivenhed.
De er alle dele af den bevægelse, som med |
|
videnskaben og kristendommen som hovedmodstandere spørger til hele grundlaget for vores viden om væren, til vores sprogs rette ordning af verden. De hævder vores logikkers manglende alibi, deres egentlige grundløshed over for værens faktiske ubegribelighed som sig selv, som kaotisk flydende og evigt foranderlig. Med dem vier Seeberg sit litterære liv til dét, som – med et lån fra Lyotard – kan betegnes som ‘delegitimeringsprocessen’.«
Artiklen er en elektronisk version af artikel i K&K 97, der i sin helhed og i papirform kan købes i sektionen »Tidsskriftet K&K« her i Medusas webbutik: K&K 97 |