Fra artiklens konklusion:
»[Kulturanalysen] er med sit udgangspunkt i fortællestrukturen en analyse af samtiden (som indhold), der i sin form selv er samtidig. Jeg vil hævde, at kulturanalysen derfor er selve måden at analysere samtiden på. Den udnytter nemlig den mulighed, det syn, som samtiden giver, og bruger denne synlighed til at kunne analysere den. |
|
Men analysen forbliver begrundet i samtidens referenceramme: fortællingernes kunstgreb. Kulturanalysen kan aldrig overskride fortællingernes niveau.«
Artiklen blev trykt i K&K 71 (1992), som er udsolgt, men den foreligger her i elektronisk form som »E-artikel«. |